Det arkæologiske forarbejde til Energiø Bornholm er allerede i gang i Sose, og snart begynder det også i Aakirkeby.
Forventningen er, at Bornholms Museum mandag påbegynder arkæologiske udgravninger på et areal ved Kannikevangen, der skal benyttes til midlertidige arbejderboliger i forbindelse med etableringen Energiø Bornholm.
Det fortæller regionskommunen.
Ved tidligere undersøgelser af området er der fundet spor efter fortidsminder, som nu skal undersøges nærmere, inden arbejdet med de midlertidige arbejderboliger kan fortsætte.
I forbindelse med det arkæologiske arbejde kan naboer og andre opleve øget aktivitet på arealet i form af arkæologer, maskiner og midlertidige arbejdsområder, men kommunen forventer ikke, at udgravningen vil medføre væsentlige gener.