Østermarie kirkeruin, hvor der er opstillet nogle runesten ved siden af, er onsdag ramme om aftensang. Arkivfoto: Berit Hvassum
Det er et arrangement i historiske omgivelser, når Østermarie Kirke hver onsdag aften i juli inviterer til aftensang i kirkeruinen, som ligger bag den nuværende kirke.
Den gamle kirke fra første halvdel af det 12. århundrede var forfalden, en ny kirke blev bygget ved siden af og taget i brug i 1891. Man begyndte at rive den gamle kirke ned, men flere arkitektoniske og tekniske enkeltheder af stor arkæologisk interesse dukkede op. Nedrivningen blev standset, ruinen blev fredet og bliver administreret af Nationalmuseet.
Det er blevet en tradition hver sommer at holde aftensang i kirkeruinen. 15. juli er der aftensang med sognepræst i Klemensker-Rø, Nikolaj Hartung Kjærby, som taler. Der inviteres på kaffe og kage efter sangen.