De to bornholmske petanque divisionshold, Viking og Poulsker, tilbragte weekenden på Sjælland.
Her spillede holdene fire kampe hver.
Lørdagens kampe foregik i Lynge, og for Viking startede det ikke med de bedste resultater.
Mod Lynge endte kampen 3-3 og mod Amager P96 tabte Viking med 5-1.
Til gengæld havde Poulsker luret Lynges holdopstilling, og det resulterede i en sejr til Poulsker på 4-2, og resultatet var en god hjælp for Viking.
Poulskers kamp mod Amager P96 endte med et nederlag på 0-6.
Søndagens kampe foregik i Torslunde, hvor Viking startede med at spille 3-3 mod holdet fra Hvidovre og senere fik en flot sejr over Torslunde på 5-1.
Poulskers søndagskampe endte med to nederlag på 4-2 mod Torslunde og Hvidovre.
Viking fører fortsat 2. division Øst 1.
Sidste spillerunde foregår søndag 13. september i København.