Lørdag er det 160 år siden, Bornholms Tidende blev grundlagt. Fødselaren er så stærk, hun kan blive mange mange år endnu.
Lørdag fejrer vi med syv koncerter, at det er 160 år siden, Philip Rasch Dam grundlagde det frit tænkende bornholmske dagblad.
Tidende har været med hele vejen side 1866. Med demokratiets spæde barneskridt, dengang hverken kvinder eller unge havde stemmeret. Gennem to verdenskrige. Gennem telefoni, radio, tv, internet, mobiler og kunstig intelligens. Vi er som samfund gået fra landbrug til fiskeri og nu mod service, turisme og vindenergi. Det er svimlende at forestille sig alt det, der er sket – og som Tidende i 160 år har berettet om.
Formålet med Tidende var og er at skabe et uafhængigt bornholmsk medie, der ikke lader sig styre af bladene – og pengene – i København. Det har vi gjort lige siden. Og det bliver vi ved med. Bornholm skal danne sin egen mening og have et stærkt sammenhold.
Derfor udkommer vi hver eneste dag med nyheder og debat, der skaber sammenhængskraft og styrker vores demokrati og engagement på øen. At læse en leder eller en forsidehistorie er at følge med og engagere sig. Mange gør langt mere end det. Men den fælles viden og delingen af idéer og holdninger kitter vores samfund sammen og gør os robuste.
Vores samfund har været i krise, da fiskeriet lukkede. Og Tidende har været i krise med færre abonnementer og en benhård global annoncekonkurrence. Men på 160-årsdagen er fødselaren så stærk, hun kan blive. 2025 bød på det bedste driftsresultat i 25 år, og i år tegner endnu bedre. Vi har aldrig haft så mange daglige læsetimer af vores journalistik. Siden 2022 har vi firedoblet den tid abonnenterne bruger på at læse journalistikken.
Vi har stoppet rederiet i at manipulere færgeafgangene. Vi har fået monteret den manglende t-foil på Express1-færgen, og vi har afsløret korruption i Musikhuzet . Og hver eneste dag bringer vi nye lokale personhistorier, der bringer os tættere sammen.
Bornholms Tidende er ikke bare en avis eller et medie. Vi er sammenholdet om Bornholm og troen på, at vi vil vores samfund. Der er intet, der tyder på, at det ændrer sig – og derfor ser vi optimistisk på fremtiden. Mere end hver tredje husstand på Bornholm abonnerer på Tidende, og abonnementet kan betale for det meste af journalistikken.
Vi kan stadig blive bedre, og det arbejder vi på – med flere føljetoner, kritisk og konstruktiv journalistik og endnu mere fokus på sammenhold. Fredag gik vi i luften med et helt nyt design af netavisen, der er mere varieret, overskueligt og smukt. I løbet af juli følger et redesign af papiravisen og en ny app, hvor man kan læse netavisen direkte eller lytte til den, mens man vasker op eller cykler.
Det er en stærk fødselar, der fylder 160 år. Og det kan vi takke hinanden for. Dygtige medarbejdere, der går et ekstra skridt for Bornholm. Erhvervsdrivende, der satser lokalt. Og vigtigst af alt: abonnenter, der vil Bornholm.