En bankkonto er en forudsætning for at være en del af samfundet – ikke et tilvalg. Derfor har bankerne et særligt ansvar for også at hjælpe de borgere, der ikke kan følge med digitaliseringen.
Man kan vælge, om man vil holde avis. Om man vil have store tv-pakker. Eller om man vil handle i Netto eller Brugsen.
Men banksystemet kan vi ikke vælge fra. Vi skal alle have en bankkonto, og selv om bankerne er private virksomheder, har de et helt særligt og udvidet samfundsansvar. Dét forpligter.
Historien om, at Udsatterådet frygter, at udsatte borgere bliver klemt af digitale krav og bankløsninger, som kan være komplicerede at bruge, er vigtig. Når samfundet digitaliseres så langt, at nogle mennesker, som ikke kan følge med, mister deres reelle adgang til en nødvendig samfundsfunktion, er det på tide at stoppe op.
Man kan ikke bebrejde den enkelte bank. De lever i en virkelighed, hvor der skal tjenes penge, mens de er underlagt komplicerede regler om hvidvask, legitimation og dokumentation, som de vel at mærke ikke selv har fundet på.
Men man kan godt forvente, at bankerne tilbyder et system, hvor der er gode og fleksible muligheder for hjælp, hvis man som borger ikke kan klare sig digitalt.
Det skal derfor tages meget alvorligt, når Udsatterådet peger på, at udsatte borgere kan blive tabt i lange telefonkøer, i henvisninger fra det ene system til det andet, eller i en følelse af ikke at være ønsket som kunder. Der er en risiko for, at nogle mennesker falder ned mellem stolene her.
AL Sydbank siger i vores artikel ja til dialog. Den tilgang er der brug for.
For vi bliver jo nødt til at finde et sted, hvor effektivisering og digitalisering kan gå hånd i hånd med almindelig menneskelig værdighed.
En bank er ikke bare endnu en virksomhed. Den er infrastruktur. Hvor effektivitet er vigtig, men hvor ingen må miste adgangen, bare fordi de ikke kan følge med i den nye digitale virkelighed.