Nærvær, kontinuitet og tryghed står øverst på ønskelisten i livets største begivenheder. Fødegangen på Bornholms Hospital disker op med netop dét.
På fødegange rundt omkring i landet bliver der kæmpet med flugt fra jordemoderfaget. Travlhed, utilstrækkelig bemanding og dårlig ledelse kan være med til at presse de ansatte på hospitalerne.
Sådan bør det ikke være. Men på Bornholms Hospital er forholdene anderledes, og her ser det ud til, at man er begyndt at gøre noget rigtigt.
I hvert fald har vi flyttet os væk fra en 2022-tilstand med bekymringsbrev og en kuldsejlet vision til det, der ligner en langt bedre og sundere virkelighed.
For fire år siden stod de ansatte jordemødre frem med et usædvanligt skarpt bekymringsbrev. Det krævede mod. Men ledelsen lyttede, erkendte problemet og satte en række initiativer i gang.
Vi har fået studerende tilbage til Bornholm, der er kommet mere fleksible stillinger, der er etableret samarbejder med hospitaler på den anden side af vandet, og der er sat et fornyet fokus på arbejdsmiljø og rekruttering.
Resultatet er ifølge hospitalet fuld bemanding, uopfordrede ansøgninger og landets mest tilfredse fødende. Det er da til at forstå.
Situationen står både i kontrast til 2022 og til den landsdækkende debat, hvor mange jordemødre melder om et presset arbejdsmiljø.
På Bornholm har vi jo netop de her helt særlige muligheder for at skabe noget godt for de relativt få fødende. Her bliver man ikke smidt hjem et par timer efter fødslen, for her er tid til, at man faktisk kan give mor, far og baby en rigtig god og kærlig start på den nye tilværelse.
Det er fantastisk, hvis man formår at udnytte de vilkår. Mange andre fødeafdelinger ville jo juble over så fantastiske rammer, som vi har herover, og derfor er det også en forpligtelse, at vi passer godt på dem.
Sundhedsvæsnet får så ofte kritik. Derfor skylder vi også at anerkende, når noget lykkes, og selv om fødegangen på Bornholms Hospital ikke er et bevis på, at nu er alle problemer løst, så er der garanteret nogle greb, som kan kopieres og bruges andre steder. Det er værd at glæde sig over og holde fast i