KRIMI / 11. JUL • 11:52

Hæk brændte ned: Det koster en bøde

Hæk brændte ned: Det koster en bøde
Brandvæsnet blev lørdag formiddag klokken 10.43 kaldt ud til en brand på Svalevej i Østermarie. Ilden var slukket og hækken nedbrændt, da mandskabet nået frem. Foto: Bornholms Brandvæsen

Brandvæsnet advarer om brandfare efter uheld med ukrudtsbrænder.

Manglende påpasselighed med en ukrudtsbrænder sendte lørdag formiddag brandvæsnet til en villavej i Østermarie.

– Fire meter hæk er brændt ned, og kun stumperne står tilbage. Naboens hæk er også svitset, fortæller brandinspektør Michael Grønbech-Dam, der lørdag er indsatsleder.

Branden var slukket, inden brandbilerne nåede frem til Østermarie. Selvom det er en formildende omstændighed, at parret var hurtige til at gribe ind, da de opdagede, at der var gået ild i haven, koster det formentlig en bøde.

– Så får man en hilsen, for beredskabsloven fastslår, at man ikke må sætte ild til egen hæk og sådan nogle ting, siger Michael Grønbech-Dam.

– De havde to vandslanger fremme og havde selv slukket branden, inden vi kom frem. Ellers kunne det være gået meget værre, tilføjer han.

Vær nu forsigtig

Det er politiet, som efter indstilling fra brandvæsnet har ansvaret for at sigte de ansvarlige, hvis man mener, at en brand skyldes uforsigtig omgang med ild.

Branden er et bevis på, at der for øjeblikket er grund til at være forsigtig, når man tænder ild udendørs - også selvom der ikke er tørt nok til, at myndighederne har udstedt et afbrændingsforbud.

– Vær nu forsigtig med de her ukrudtsbrændere i den her tid. Når man kommer tæt op af noget, der er knastørt - carporte, udhuse pvc-nedløbsrør og hække ind til naboer - så er der bare en stor risiko.

 

Fakta: Beredskabslovens ord

"Med bøde straffes den, der ikke udviser tilbørlig forsigtighed med ild, lys, tændstikker, aske, brandfarlige stoffer, og hvad der i øvrigt kan fremkalde eller befordre brand, eller undlader at påse, at personer, der hører til den pågældendes husstand eller virksomhed, udviser sådan forsigtighed."



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT