NOTITS / KULTUR / 28. JUL • 20:00

Festival fejrer 30 års jubilæum med masser af nyt

Festival fejrer 30 års jubilæum med masser af nyt

Når Østersøjazz Festival i den kommende weekend igen blænder op for en lang række gratis koncerter på Nexø Torv, er det i en ekstra festlig jubilæumsudgave.

I den kommende weekend er det 30. gang, der afholdes Østersøjazz Festival.

Det markeres med flere internationale navne og en række nye formater.

Festivalen får besøg af det norske afrofunk-orkester Flammer Dance Band, den virtuose engelske klarinettist Adrian Cox samt det svenske tradjazz-orkester Dragkedjan, der har spillet på festivalen i alle årene.

Derudover kan publikum glæde sig til at opleve en række danske navne, der både favner jazzens traditioner og blander den med andre genrer.

Blandt hovednavnene er power-trioen Ibrahim Electric, den globalt orienterede sekstet Sunbörn, det gendannede latin-jazz-funk-ensemble Buki Yamaz samt aarhusianske Hvalfugl, der tager publikum ind skovens dybe stille ro med lyrisk nordisk jazz.

For de mindste er der fredag og lørdag formiddag krokodille-jazz med Martini's For Børn og Cirkeline-koncert med Moussa Diallo Trio. Det fortæller arrangøren i en pressemeddelelse.

Stor efterfest

Når festen slutter på Nexø Torv, rykker den i år indendørs - i hvert fald fredag og lørdag.

Fredag aften er der åben jam på Den Gyldne Hane, hvor lokale musikere kan spille på kryds og tværs med festivalens musikere.

Lørdag aften er der stor efterfest på Small Batch Bar med dj-set fra DJ Grandbob.

Undervejs kommer publikum også til at opleve et helt nyt format, når Østersøjazz Festival for første gang blænder op for Den Jazziske Musikquiz.

Her skal et hold lokale jazz-nørder dyste mod medlemmerne af Ibrahim Electric.

Østersøjazz Festival er skabt af frivillige med støtte fra mange forskellige virksomheder og fonde, og årets festivalplakat er lavet af den bornholmske kunstner Anne Nowak.

Festivalen finder sted på torvet i Nexø fra fredag 31. juli og frem til søndag 2. august.



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT