Der vanker gratis bobler, hvis man frier ved hul nummer 12. Foto: Joachim Høst
Af: Luna Skovhus Hjorth
Der er både romantik, retrostemning og kolde bobler på spil, når Sandvig Minigolf i år markerer sit 75-års jubilæum.
Den historiske minigolfbane fra 1951 på hjørnet af Strandpromenaden og Strandvejen har slået dørene op til endnu en sæson med udsigt til Østersøen, klipperne og masser af sommerliv på banerne.
I anledning af jubilæet giver banen en gratis flaske bobler til den, der vover at gå på knæ ved hul 12. Hullet er en tro kopi af Østerlars Kirke, og flere par har gennem årene valgt netop det sted til det store spørgsmål.
Ud over minigolf byder stedet på is, brætspil, lokale øl og mulighed for at booke private selskaber og fejringer på den historiske bane.