1.265.119 kroner sendes til Bornholms Regionskommune i 2027. Det er en belønning for, at Bornholm lægger jord til relativt mange solceller og vindmøller.
Det har By-, Land- og Transportministeriet torsdag offentliggjort.
Den samlede VE-tilskudspulje rummer 200 millioner kroner, og der er i år 40 kommuner blandt modtagerne. Lolland Kommune er topscorer med et tilskud på 27,5 millioner kroner.
Halvdelen af tilskuddet fordeles til kommuner med nyetablerede anlæg for vedvarende energi i 2025, mens den anden halvdel tilfalder kommuner, der historisk har bidraget til udbygningen med mange solceller og vindmøller. Det er ikke nye projekter, men den samlede mængde VE-produktion, der netop sikrer Bornholm en plads på listen med det 38.-største tilskud.
Puljen blev introduceret sidste år. Pengene finansieres af kommunerne selv via en reduktion af bloktilskuddet på tværs af alle kommuner, så nettogevinsten for Bornholm er mindre end de 1,26 mio. kroner.