LEDER / DEBAT / 6. JUL • 05:30

1813 på bornholmsk

1813 på bornholmsk
Der er plads til masser af bornholmsk særbehandling i regionen – selv på kortet, hvor vi er placeret i en firkant.
Redaktør

Bornholm skal ikke lide under en model, der er designet til hovedstadsområdet, som det er tilfældet med regionens akuttelefon, 1813.

Der er behov for en langt stærkere forbindelse til 1813, så folk ikke skal ligge i lange telefonkøer. I hele regionen. Og på Bornholm er der en genvej til en tur uden om køen.

Tænk på, at regionen ser Bornholm som en undtagelse, når det gælder udgifter, men ikke når det gælder service. Man insisterer på ensartethed, selv om Bornholm netop ikke er ens med resten af regionen. Men det nære sundhedsvæsen bør jo måles på, om borgerne får hurtig og kvalificeret hjælp, og ikke på, om alle står og venter i den samme telefonkø.

DF har stillet forslag om en bornholmsk særløsning for akuttelefonen. S og V har tidligere udtrykt sig positivt om sådan én. Så flertallet burde ligge lige for – men det gjorde det ikke.

Administrationen i den nye Region Østdanmark mener af flere grunde, at det er en dårlig idé, blandt andet fordi der altså helst skal være en "enstrenget og ensartet visitation".

Men virkeligheden er ikke enstrenget og ensartet. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er Bornholm en særlig størrelse i regionen. Vi er sågar blevet placeret i en firkant i kortet på regionens hjemmeside.

Og når nu vores eget hospital alligevel ender med at modtage hovedparten af de bornholmere, der ringer 1813, så virker det unødvendigt først at lade dem vente i kø med københavnerne og alle de andre.

44 bornholmske opkald om dagen bliver det til. Det er ikke meget, men for den enkelte borger, der sidder med utryghed, et sygt barn eller en ældre pårørende, kan ventetiden føles meget lang. Små forbedringer kan have stor betydning.

Så indfør dog noget forskelsbehandling. Dét er ofte en nødvendighed for at skabe lige vilkår. Bornholm har særlige løsninger på en lang række områder, fordi vores geografi nødvendiggør det. Det er Region Østdanmark også nødt til at få øje på.



Følg debatten på facebook!









FÅ ABONNEMENT