Bornholms Middelaldercenter markerer i år sit 30-årsjubilæum, når centret i Østerlars fra mandag 13. juli til lørdag 18. juli inviterer til Middelaldertræf.
I uge 29 bliver området igen omdannet til en levende middelalderlandsby med riddere, håndværkere, gøglere, kampshows og aktiviteter for både børn og voksne.
Årets træf byder blandt andet på et nyt mjødtelt, hvor gæsterne kan smage forskellige typer mjød og deltage i blindsmagning og quiz. Derudover kan man prøve bueskydning, slå sin egen mønt, arbejde med ler, lave salver og opleve de historiske lejre, som hvert år drives med hjælp fra omkring 200 frivillige.
Onsdag 15. juli holder centret desuden aftenåbent fra klokken 20 til 23. Her er der blandt andet levende lys, fællessang, kædedans, aftenkampshow og ildshow.
Middelaldertræffet finder sted på Bornholms Middelaldercenter, Stangevej 1 i Østerlars, fra 13. til 18. juli. Der er åbent dagligt fra klokken 10 til 17.